Belgierens historie

I de sidste tyve år af det 19. århundrede opstod der i mange europæiske lande interesse for at skabe en eller flere "nationale hunderacer". På dette tidspunkt fandtes der i Europa mange fåreflokke, og derfor mange hyrdehunde. Men på hundeudstillinger blev disse samlet under navnet "Kontinentale Hyrdehunde", ligemeget om de kom fra Belgien, Tyskland, Frankrig, osv. Derimod var hyrdehundene i Storbritannien/England allerede delt op i flere racer. På en udstilling i Brussel i 1880, var der tilmeldt 10 Collier - og kun 7 Kontinentale Hyrdehunde.

I Belgien var det Professor A. Reul, dyrlæge i Cureghem nær Brussel, som begyndte at interessere sig for at prøve at skabe en Belgisk Hyrdehunde race. Med hjælp fra sine dyrlægekollegaer i hele Belgien lykkedes det ham at overtale mange hyrder til at komme til Brussel med deres hunde med det formål at han kunne få en idé om, hvilken slags "råmateriale", der var til rådighed. Den 15. november 1891 samledes 117 hyrdehunde i Cureghem. Som Prof. Reul selv udtrykker det:
"Der var 117 hunde - og ikke to af dem var ens, selvom de var søskende. Det var til at fortvivle over, om det nogensinde kunne være muligt at skabe en Belgisk Hyrdehunde race ud af en sådan "blandet salat".

Men, efter at have taget de mest afvigende hunde væk, var der en gruppe hunde tilbage, som havde nogle ens egenskaber: Højden var ca. 55 cm (nogle få var 62 cm høje, og denne størrelse blev senere foretrukket); vægten var ca. 18 kg; ørerne var temmelig små, trekantede og opretstående; udtrykket var meget intelligent og hundene var altid i bevægelse.

Hyrdehund fra Belgien med halestump, 1890.	Marquis, den største af de hunde, der var til stede i Cureghem.

 

Derimod var hårlængde og pelsstruktur vidt forskellige - der fandtes hunde med ru og strid pels, med kort pels, med halvlang pels og med lang pels. Farverne var endnu mere forskellige: helt sort, eller sort med hvidt slips og hvidt på poterne; rød-brune, gule, beige, grå, stribede i flere nuancer. Men, i modsætning til andre hyrdehunde "racer" på dette tidspunkt, fandtes der ikke en eneste hvid hund blandt "Belgiere".
Samtlige hunde havde en tyk underpels, som beskyttede dem mod kulde og regn. Flere hunde havde kun en halestump eller næsten ingen hale (ikke fordi de var født uden hale, men fordi mange hyrder foretrak at kupere halen på deres hunde).

I samme år 1891 bliver den første Specialklub stiftet: Le Club du Chien de Berger Belge. Man bliver enige om at tillade tre varianter: langhåret, korthåret og ruhåret - uden noget som helst hensyn til farve.

Men i 1899 bestemmer Klubben at den langhårede Belgiske Hyrdehund fremover skal være sort, den korthårede rødgul med sorte hårspidser, og den ruhårede askefarvet grå. Alle andre farver blev forbudt. Samtidigt bestemte man, at alle Belgiske Hyrdehunde skulle have "hele" (dvs. ikke kuperede) haler. Det er først i 1907, efter officiel anerkendelse af en anden Belgisk Hyrdehunde Klub (Berger Belge Club), at de ikke- sorte, langhårede Belgiske Hyrdehunde, den rødgule, ruhårede Belgiske Hyrdehund, og den sorte, korthårede Belgiske Hyrdehund igen bliver anerkendt.

Afstamning

Én af de første sorte, langhårede Belgiere var Picard d'Uccle. Hans ejer, Hr. Nicolas Rose, var restauratør på slottet Groenendael. Picard blev flere gange parret med en lille sort tæve, Petite, og ��n af deres sønner, "Duc de Groenendael" - se billedet - blev betragtet som "stamfaderen" til mange sorte Belgiere; så meget, at den sorte variant kom til at hedde Groenendael

Piccard d'uccle og Duc de Groenendael ( med stort, hvidt slips og hvide poter )

 

Men, Duc var også stamfader til mange rødgule, langhårede Belgiere: Parret med en langhret, rødgul tæve fandtes der en s����n, Milsart, rødgul med charbonnage, som blev brugt til at fiksere udseendet. Milsarts stamtavle:

 

 

Denne variant fik navnet "Tervueren" fordi mange boede i området af den lille landsby Tervuren.

Den rødgule, ruhårede Belgiske Hyrdehund stammer fra området omkring Laeken, hvor en hyrde ved navnet Janssen havde mange fortrinlige hyrdehunde. Nogle af dem var korthårede, andre ruhårede fordi, som han sagde, "Kvaliteten af en hund har ingenting at gøre med pelslængden eller farven". Én af hans hanner, Voss-1 (rødgul, ruhåret) blev parret med Liske de Laeken (korthåret, af stribet brun/grå farve). Blandt deres afkom fandtes Tom og Spitz, som blev grundlag for den ruh���rede, rødgule Laekenois, men ligeledes to tæver, Diane og Mouche, som var korthårede og som blev stammødre til Malinois. De Laekenois af askegrå farve (som i ca. 10 år var den eneste anerkendte farve for Laekenois), Baroef og hans mor Mira, kan ligeledes tilbageføres til Voss-l.

Den korth��rede, rødgule Belgiske Hyrdehund variant, har fået sit navn fra byen Malines (eller Mechelen). En korthåret tæve, Cora-I, blev parret med Tomy (Tomys mor var Diane, datter af Voss-1 og Liske.) En af sønnerne, Tjop, spillede en meget vigtig rolle i fikseringen af den "racetypiske" Malinois farve. En anden datter af Voss-l, Mouche, blev parret med en anden han ved navn Voss, og herfra fik man Dewet, som ligeledes blev en af de mest kendte og brugte Malinois på dette tidspunkt.

Tomy, Malinois, søn af Samlo og Diana

Brugshunde arbejde

I 1892 afholdt Club de Chien de Berger Belge, sammen med den Belgiske Collie Klub, en hyrdehundeprøve på f�r - den første af den slags i det kontinentale Europa. Ikke overraskende var alle deltagere professionelle hyrder. Men antallet af får og derved behovet for hyrdehunde blev mindre og mindre, og det var klart, at man måtte finde på andre prøver for at udnytte og opretholde de Belgiske Hyrdehundes naturlige anlæg. Så tidligt som i 1899 havde man udarbejdet et dressurprogram, som indeholdt bl.a. følgende øvelser: afdækning, fri ved fod, bevogtning af genstand, apportering (også fra vandet), lodret klatrespring, længdespring, forbud mod at give hals, vægring af godbidder, forsvar af føreren. I 1903 afholdt man i Malines (Mechelen) de første brugshundeprøver for Belgiske Hyrdehunde, med bl.a. højdespring (1,90 m), længdespring (3,60 m), forsvars-og angrebsarbejde og individuelt arbejde. På en prøve i 1906 sprang en Groenendael, Djeck, 2,85 m i højden, og 5,00 m i længden. Det var ligeledes i 1906, at figuranten for første gang brugte en beskyttelsesdragt. Fr dette tidspunkt havde alle Belgiske Hyrdehunde mundkurv på, for at undgå skader på figuranten.

I prøver hvor flere brugshunderacer deltog, er det Belgiske Hyrdehunde, som overlegent vinder. I årene 1908-1914 er det en Groenendael, Jules du Moulin, der vinder både verdensmesterskaberne og de internationale prøver for brugs- og politihunde, som afholdtes i Paris. Men det var ikke kun Jules, som udmærkede sig - se bare på resultaterne fra 1912:
1. Jules (Gr) 2. Carl (Terv) 3. Mab (Beauceron) 4. Rouget (Beauc) 5. Gamin (Terv) 6. Tallion (Terv) 7. Ducos (Gr) 8. Pataud (Hol. HH) 9. Daxon (Gr) 10. Tom (Mal) 11. Cob (Gr) 12.Cesar (Mal) 13. Cesar (Tysk sch) 14. Duc (Gr) 15. Coquet (Beauc) 16. Marck (Gr) 17.Piroutte (Briard) 18. Bella (Gr).

Groenendael, Jules du Moulin Verdensmester i brugshundearbejde fra 1908-14.	Jules du Moulin klarer 2,80 mtr. i højdespring

 

Men til trods for at den Belgiske Hyrdehund viser sig at være alle andre brugshunderacer overlegen, er der mange Belgier elskere, som vender sig bort fra "ring" arbejdet, der "robotiserer" hundene for meget. I stedet for, vælger de at gå ind for markprøver (med spor og identifikation), fordi den slags prøver udnytter hundens naturlige anlæg og intelligens meget bedre.

I de tidligere år havde man ikke meget tillid til hyrdehundens lugtesans. Den "offentlige" og "videnskabelige" argumentation var bl.a., at størrelsen og åbningen af næseborene var af afgrende betydning. Derfor skulle en St. Hubertushund (Blodhund) have en meget bedre lugtesans end en hyrdehund. Ligeledes, fordi hyrdehunde bruger ører og øjne meget, når de overvåger fåreflokke, skulle det være get ud over lugtesansen.

Man gik derfor meget forsigtigt til værks, da man begyndte med de første officielle sporprøver; sporlængden var 50 m for unghunde og 100 m for voksne hunde. Det viste sig med det samme, at ovenstående påstande i virkeligheden ingen begrundelse havde. Belgiere har en særdeles udmærket lugtesans, og antallet af klubber der beskæftigede sig med mark- og sporprøver for Belgiske Hyrdehunde blev større og større. I 1909 afholdt "Societé Nationale pour 1'Amélioration du Chien de Berger Belge", i byen Lierre, således den første "all-round" prøve, der indeholdt lydighed, angrebsarbejde, spring, og jagt- og sporprøver. Lad os se, hvad Hr. Sodenkamp, liebhaver af "rigtige" jagthunde, mener om Belgiske Hyrdehund s lugtesans:
"Man havde fortalt mig, at der fandtes i Lierre en gruppe sportsmænd, som brugte deres Belgiske Hyrdehund til jagt på harer, kaniner og fasaner. I min indbildskhed som elsker af stående jagthunde, spaniels og engelske retrievere, trak jeg på skuldrene og afslog flere invitationer til at deltage i en jagt sammen med Belgiske Hyrdehunde , fordi jeg ikke ville være nødt til at iagttage en løjerlig præstation og tilkendegive min urokkelige mening... Efter at have tilbragt nogle timer med Belgiske Hyrdehunde, har jeg helt forandret min mening, og jeg er endnu ikke kommet over dette "chok"... . Jeg har set Belgiske Hyrdehunde i den bedste pointer- og setterstil gennemstøve enge og stubmarker, under ugunstige betingelser (medvind) for så i fuld fart at vende omkring og finde små, skjulte genstande som handsker og punge og apportere dem i fuld galop over 200-300 meter. Jeg har set markprøver for stående jagthunde og spaniels, og jeg viger ikke tilbage for at påstå, at hvis disse Belgiere fik lov til at deltage i disse prøver, ville de slå selv de bedste jagthunde."
Det var ligeledes i 1909, at Louis Huygebaert (stifter af og sekretær for den ovennævnte klub og nok en af de mest kendte elskere af Belgiske Hyrdehund, særlig Malinois, og med forstand på markprøver) blev forarget over påstanden om, at Schæferens "næse" var meget bedre end Belgierens "næse". Han udfordrede Schæferhundeklubben i Tyskland til en sporprøve mellem de tre bedste Schæfere og de tre bedste Belgiske Hyrdehunde. Dommerne skulle være en belgisk, en tysk og en engelsk "fieldtrial" (markprøve) ekspert. Ritmeister von Stephanitz (skaberen af Schæferen) afslog udfordringen med den begrundelse, at han ikke kunne godtage, at prøven ikke skulle afholdes i Tyskland, og at belgiske og engelske dommere ikke havde nogen forstand på politihunde arbejde. Hr. Huygebaerts reaktion var, at siden det handlede om en sporprøve, var markprøve-dommere nok bedre kvalificeret end politibetjente.

I 1914 var det så to Groenendael, Lary (tæve) og Zig (han), der lavede rekord i "koldt" spor. Sporområdet var en rækkefølge af krat, skov og græsgange, gennemskåret af kløfter, stenede områder og en å. Lary tilbagelagde et ca. 3 km langt og 10 timer gammelt spor på akkurat 60 min, mens Zig brugte 12 min på et tilsvarende, men kun 1 time gammelt spor. Både Lary og Zig identificerede "forbryderen" (sporlæggeren) som afslutning på sporarbejdet.

Groenendaelerne Zig og Lary følger spor

 

Belgisk Hyrdehund som Politihund

I begyndelsen af det 20. århundrede var der mange byer i Belgien, der havde deres egen politihunde tjeneste. Og der fandtes mange Belgiske Hyrdehunde som blev brugt af politiet, bl.a. som sporhunde i mellemkrigsårene. De mest kendte var nok Crigga og Mascotte du Tigre Royal. Disse to Malinois tæver sporede sig frem til mange efterlyste personer.

Den største ære blev vist en Hollandsk Tervueren-han, Albert. Han blev efter sin død i 1922, mindet med en statue i Amsterdams Oosterpark. Albert havde en fremragende karriere som sporhund i det Amsterdamske politi og han fandt frem til mere end 200 "efterlyste" personer.

Tervueren Albert og ejer/fører, politiinspektør Walters

 

Krigsårene

Så kom den første verdenskrig, og i 1918 var der ikke mange Belgiske Hyrdehunde tilbage. For det f��rste blev madsituationen værre og værre, og hundekiks fandtes kun i området omkring Brussel. En anden grund var, at i 1917 rekvirerede den tyske hær alle hunde med en skulderh��jde over 40 cm. Den Belgiske Kennelklub reagerede omgående og søgte dispensation for de hunde (særligt de Belgiske racer) som var uundværlige for avlen. Der blev udstedt certifikater til særdeles værdifulde hunde og man opnåede at ca. 400 hunde af mange racer blev sparet. Men i 1918 fandtes der alligevel flere end 6000 belgiske hunde i den tyske hær som følge af rekvisitionen.
Da Tyskerne forlod Belgien, tog de de bedste hunde med sig og slap de fleste andre fri. Men i den tyske militærkennel i byen Leeuw-Saint-Pierre løste man problemet på en anden måde: Ca. 400 hunde blev bundet til et jernbanespor og k��rt ihjel af et lokomotiv.

Efter den første verdenskrig var man i Belgien nødt til at begynde forfra, næsten fra bunden. Der fandtes nogle få, isolerede, Belgiske Hyrdehunde, men ikke nogen egentlig avlsbestand. Det tog mange år, før der igen fandtes avlshunde, der ikke var sk��mmede af madmangel og før efterkrigs-hvalpe var udvoksede. Hos Groenendael var det næppe før 1925, at opdrættere igen kunne lave en ordentlig selektion. Tervueren (det evige stedbarn) havde det meget vanskeligt. De "gamle" blodlinier var n��sten helt forsvundet og i de fa tilfælde, hvor man prøvede at genopbygge dem, var det uden succes. Heldigvis fødtes der langhårede hvalpe i Malinois kuld og parring mellem Malinois og Tervueren var tilladt til 1921. Det var fra disse blandede linier, man arbejdede sig frem, men i årene mellem de to verdenskrige fandtes der ikke nogen Tervueren opdrætter med egentlig succes. Malinois klarede sig nok bedst gennem krigstiden og genvandt hurtigt sin tidligere kvalitet og kvantitet.
Efter anden verdenskrig var situationen stort set den samme.

 

Farveslagsmål

Da "Club du Chien de Berger Belge" blev stiftet i 1891, var medlemmerne fulde af begejstring og arbejdslyst. Men det at forsøge at skabe en belgisk national hyrdehunderace, viste sig at være mere vanskeligt og tidskrævende end man havde regnet med. Således havde man før 1897 ikke opnået nogen særlig anerkendelse. På udstillinger kendte dommerne ikke noget til racen, og det var normalt, at Belgiske Hyrdehunde blev forvekslet med hollandske, tyske og franske hyrdehunde. På dette tidspunkt var der ikke stor forskel i hoved- og kropsbygning hos de forskellige nybagte "nationale" hyrdehunde racer. Hos Belgisk Hyrdehund var det faktisk den langhårede, sorte, variant, der var nemmest at identificere som værende "typisk belgisk".

Der blev ivrigt - men meget høfligt og velmenende - diskuteret for og imod varianterne. Hr. Vander Snickt, som på dette tidspunkt var overbevist om, at kun den langhårede, sorte variant fortjente at blive kaldt "Belgisk Hyrdehund", skrev bl.a. "Den langhårede, sorte Belgiske Hyrdehund har fået sin overlegne intelligens og sorte farve fra den lille Schipperke, der engang h��rte hjemme i samme provins, hvor man nu finder de fleste af de rigtige Belgiske Hyrdehunde". Og fra en anden Groenendaelelsker: "Hos Belgisk Hyrdehund må den mørkeste farve være den foretrukne. Den sorte farve er ensbetydende med kraft og intelligens, lyse farver med forfald og degeneration".

Modargumenterne fulgte med det samme. Louis Huyghebaert skrev bl.a., at efter hans mening var Schipperke en slags miniature udgave af Groenendael; og ligeledes, da Belgisk Hyrdehund skulle nedstamme fra ulven, måtte det uden tvivl være den lyse variant, der måtte være den mest naturlige.

Resultatet blev alligevel, at der i 1899 blev bestemt følgende:
- alle langh��rede skal være sorte
- alle korthårede skal være rødgule
- alle ruhårede skal være grå.
Denne beslutning medførte stor utilfredshed hos ejere og opdrættere af de "forbudte" varianter Tervueren og Laekenois. Og udenfor den officielle hundeverden, fortsatte man opdræt af disse varianter, og disse anstrengelser viste sig at bære frugt: I 1907 stiftedes en ny klub "Berger Belge Club", og her anerkendtes Tervueren og Laekenois. Næsten samtidig træder den oprindelige Club du Chien de Berger Belge ud af Sociét�� Royale St. Hubert (den officielle belgiske Kennelklub) og den tomme plads overtages af Berger Belge Club.
Nu følger nogle relativt fredelige ��r. De næsten katastrofale følger af den første verdenskrig medførte, at det i årene 1918-1921 er tilladt at lave intervariant parringer mellem kort- og langhårede Belgiske Hyrdehunde. Herefter bliver dette atter forbudt. Parring mellem Groenendael og Tervueren er tilladt. Efter 2. verdenskrig bliver man igen mere afslappet mht. restriktioner. For at genopbygge Tervueren bestanden, tillader man parringer mellem Groenendael og Malinois i nogle år. I virkeligheden kommer de bedste Tervueren fra Groenendael kuld og Malinois kuld, hvor de vigende gener for rødgul farve eller langt hår har ligget mere eller mindre i skjul helt fra den Belgiske Hyrdehunds oprindelse.

Korthåret, sort Belgier, resultatet af en intervariant parring : Malinois-Groenendael

 

Farveslagsmålet er ikke overstået. De ikke-sorte langhårede Belgiske Hyrdehunde blev først samlet under navnet Tervueren. Herefter var der en periode, hvor kun de rødgule hed Tervueren. De øvrige hed blot "anderledes farvede". På nuværende tidspunkt hedder de igen alle sammen Tervueren. Men den aktuelle standard diskriminerer mod sandfarvede/grå Tervueren.

Groenendael

Foruden Duc de Groenendael fandtes en Groenendael han som har haft stor betydning for udviklingen af varianten. Hans navn var Pek Zwet (flamsk for "Beg Sort"). Pek Swets far var Sam (sort men med lys underuld), og Sams far var af stribet, grå farve. Pek Swet blev parret med flere tæver, som var meget indavlet afkom efter Picard d'Uccle, og hans "nye" blod bidrog meget til Groenendaelens udvikling.

I mange år var Groenendaelen den mest populære variant af de Belgiske Hyrdehunde. På udstillinger i Belgien kunne der findes 80-100 Groenendael. Nogle af de mest kendte kenneler i Belgien før den 2. Verdenskrig var: Enfer, Progres, M'nu Bos, Infernal, og Mont-Sara. Som nogle af de "yngre" kan nævnes Baraque de Planches, Forces Monceux, og Van Nekkerberg ter Leie.

Mont-Sara var nok den antalsmæssigt, største kennel. Der fandtes hele tiden mellem 40 og 80 avlsdyr, med meget stor hvalpeproduktion. Selvom kvaliteten var temmelig ujævn, fandtes der nok "fortrinlige" hunde, som gjorde sig gældende på udstillingerne. Mont-Sara benyttede sig af "skjulte" krydsparringer med Collier, og udviklede på den måde sin helt "egen" Groenendaeltype, med længere og smallere hoveder, større ører, minimalt stop, store pelse og overdådige halskraver, og fjernede sig mere og mere fra den oprindelige Groenendael type. Men disse hunde blev meget populære, og der fandtes næsten ingen Groenendael opdrætter, som ikke brugte en eller anden Mont-Sara hund i sit opdræt.

Pitou des Barricades, Groenendael han fra før indflydelsen fra Mont-Sara

 

En lige så berømt kennel, men baseret på totalt modsatte ideer, var Infernal. Opdrætteren Jean Beaudoux (far til den belgiske dommer Robert Beaudoux) havde opdræt som hobby - ikke som "levebrød". Han havde aldrig mere end 10 hunde, og det meste af tiden kun én eller to hanner og to til tre avlstæver. Han var en passioneret forsvarer af den oprindelige Groenendaeltype, og alt hans opdræt var rettet mod at bevare denne type - med stor succes. Hans mest kendte han var nok Tan de 1'Infernal. (Tans farmor var en sølv-grå tæve, Filoza, som har Pek Swet blandt sine forfædre.) Tans afkom (hannen Willy du Chemin des Dames, og tæven X'Woendale de 1'Infernal) har i høj grad præget de bedste Groenendael linier.

Den mest berømte Groenendael opdrætter i Frankrig gennem tiderne har været Mme Jacqueline Aubry, Kennel Chemin des Dames. I 1924 fik hun sin første Groenendael, en han, Pitou des Barricades, og tre år senere sin første avlstæve, Bricole de 1'Infernal. I mere end 60 år var Jacqueline Aubry OPDRÆTTEREN af Groenendael, ligesom Chemin des Dames hunde findes på mange af de mest kendte Tervueren stamtavler, enten som Tervueren født i et Groenendael kuld, eller gennem en intervariant parring Groenendael x Tervueren. Pga. alder stoppede Mme Aubry sit opdræt i slutningen af firsene, og nogle få år senere trak hun sig helt tilbage fra Belgier verdenen.

 

Tervueren

Den "første" Tervueren, Milsart, blev - ligesom sin far Duc de Groenendael hos Groenendael varianten - brugt til at fiksere Tervuerens type og egenskaber, gennem meget snæver indavl.

Efter 4-5 generationer opnåede man Jeck, en næsten fuldkommen Tervuerenhan. I årene 1911-1914 vandt han på samtlige udstillinger, men han forsvandt under krigen 1914-1918.

Jeck, Tervueren, 1911-1914

I mellemkrigsårene var den bedste Tervueren en han, Minox, sn af to Malinois, som begge to havde Tjop og Dewet mange gange blandt sine forfædre.

I Belgien begyndte kennelen La Brigade omkring 1930 at opdrætte Tervueren som brugshunde
udgående fra Malinois tæven Crigga og en Tervueren han fra en Malinois/Tervueren parring. Efter den 2. Verdenskrig havde denne kennel nogle Tervueren af udmærket type og en meget varm farve. Hvalpe blev solgt til Frankrig, Schweiz, USA, og avlshannen Xylander de la Brigade blev brugt af mange opdrættere. Ved kennelens ophør i 1958, var navnet La Brigade blevet af vedvarende betydning for Tervuerens historie.

Blandt "gamle" belgiske opdrættere som fortsatte Tervuerenavlen efter 2. Verdenskrig var Bonmoss, Val des Aubepines, Landas, Talion og Pouroffe.

Der blev født Tervueren i flere kendte Malinois kenneler, bl.a. Val Clos des Sarts. Herfra stammer Tervueren hannen Vici du Val Clos des Sarts, søn af en Malinois han og en Tervueren tæve. Mange Tervueren kan føres tilbage til Vici, gennem hans søn Urvinioul og hans døtre Unique og Unica. Bde Unique og Unica blev brugt som avlstæver i den første franske Tervueren kennel Clos St. Clair. De blev parret med en Tervuerenhan, Willy de la Garde Noire, søn af to Groenendael (Samy du Mordant og Ura du Chemin des Dames). Blandt Willys forfædre i fem generationer, findes kun en Tervueren - tæven Lola. Næsten samtlige "gamle", franske opdrættere har brugt Willy eller hans afkom til avl, bl.a. Clos St. Jacques, Hauts de Biévre, Trois Fleuves, Bois du Tót, hos Tervueren; og Chemin des Dames hos Groenendael.

Tervueren Willy de la Garde Noire, søn af to Groenendael

 

Som det kan ses, har Tervueren variantens historie en - af og til temmelig forvirrende - baggrund af Groenendael- og Malinois-forfædre.

Tervueren tæven Xadine du Boscailles' stamtavle, som
indeholder både Groenendael, Malinois og Tervueren:

Quowboy du Long Spinoy (T)	Ogam de d'Artamas (G)	Fat de l'Infernal (G)
		Joline de d'Artamas (G)
	Kinnie de la Ferme Termunt (T)	Habra de Cledeville (T)
		Greta (4424) (T)
Una du Boscaille (T)	Qu'Rack du Bois d'Emblise (M)	Listig (211678) (M)
		Odette d'Helizanne (M)
	Refola des Bonmoss (M)	Filou des Bonmoss (T)
		Quiqui des Bonmoss (M)

 

Tervueren tæven Xadine du Boscaille	Qu'Rack du Bois d'Emblise. En meget kendt Malinois han, som findes såvel på Tervueren stamtavler som på mange af de bedste Malinois brugshundelinier.

 

Malinois

Fra begyndelsen fandtes der omkring byen Malines (Mechelen) stor interesse for at benytte den korthårede Belgier variant som brugshund. Man opdrættede stort set med kun én hensigt: at avle hunde som kunne bruges til alle slags prøver. Udseende og farve var næsten uden betydning. De fleste Malinois (Mechelaar) var lysegule, uden charbonnage og uden maske.

Malinois Tjop

 

Den første Malinois med charbonnage og en slags, sort maske var Tjop. Hans far, Tomy, havde Samlo (stribet-brun) og Diane (grå med sorte hårspidser) som forældre. Tjops mor, Cora I, var rødgul næsten uden charbonnage. Det var Cora I som meget overbevisende vandt den første brugshunde konkurrence i 1903. Tjop og hans slægtning Dewet (som havde en kraftigere bygning, men lys pels med for meget og pletvis charbonnage) kom til at prge alle fremtidige Malinois (og Tervueren) gennem temmelig snæver indavl.

Malinois Tjop, tegnet af I. Opsomer

 

Nogle af de tidlige mest kendte Malinois kenneler i Belgien: Jolimont, Ecaillon og Enclus.
Efter 1945: Assa, Boscaille, Bonmoss og Maugré. Kun brugshunde: Deux Pottois.
I Frankrig: Ventadour og Mas de Lavandes.

Malinois hannen Filou de l'Assa, søn af César de l'Assa

 

I Schweiz har der i mange år været kennelen "Colombophile", som begyndte med opdræt af Tervueren og gik over til Malinois - med meget stor succes, både hvad angår udseende og brugshundesport egenskaber. Opdrætteren, Raoul Belet, døde i 1984, men hans kone, Nelly Belet, har fortsat brugshundelinien med lige fortrinlige resultater.

 

Laekenois

Den rødgule, ruhårede variant har nok lidt mest efter beslutningen af 1899 om, at alle ruhårede fremover skulle være grå. Den oprindelige Laekenois havde meget gode brugsegenskaber; det var Vos I som vandt den første fårehundeprøve i 1892. Det var Laekenois, som blev valgt som politihunde af det Brusselske politi, på grund af deres store bidevillighed ... "De rødgule ruhårede Belgiere er meget bidevillige ... de fra Laeken bider for hårdt, men man kan nemt afhjælpe dette ved at fjerne 1/3 af hjørnetændernes længde...". Da de ikke kunne udstilles i Belgien, sendte nogle Belgiere deres rødgule Laekenois til en stor udstilling i Rotterdam, i 1901. Her vandt disse hunde samtlige præmier, til stor ærgrelse for Prof. Reul, som havde været med til at udelukke den rødgule Laekenois i Belgien.

Laekenois Marceau

 

Men selv efter at den rødgule Laekenois igen blev anerkendt i Belgien, genvandt den ikke sin tidligere popularitet. I de fleste europæiske lande er Laekenois næsten ukendt. I Holland var Laekenois i halvfjerdserne populære og udbredte, men mange af disse hollandske Laekenois fjernede sig mere og mere fra den Belgiske Hyrdehundetype og begyndte at se mere og mere ud som Bouvier de Flandres.

I 1976 forsøgte man så i Frankrig en intervariant parring mellem en Malinois tæve med "dårlig" pels, Undine de la Blaise, og en hollandsk Laekenois champion han, Gaston van de Middachten. To af disse hundes afkom blev parret i en bror x søster kombination: Mick x Miss de l'Orchidée Noire. Idéen var at fiksere den "rigtige" ru Laekenois pels. Mange af de nuværende Laekenois kan føres tilbage til disse hunde, ikke kun i Frankrig men også i Belgien gennem datteren Sapho de l'Orchidée Noire (mor til Malabar og Meeke du Bois Chablis) og i Danmark gennem hendes søster Star.

Nogle gamle Laekenois opdrættere: I Frankrig: Orchidée Noire; i Belgien: Kriekebos; i Holland: Middachten,
Poretta og 't Brugske.

KILDER:
Le Berger Belge, Vol. I & II af Jacqueline Aubry
L'Historique du Berger Belge af Georges Van Ceulebroeck
Avlsregister af Irene Eriksen
Flere numre af "Le Berger Belge" over flere år 

 

Den Belgiske Hyrdehund i Danmark

Af Arlet Møllerud

Groenendael

Den Belgiske Hyrdehunds historie i Danmark begynder i 1968, da Groenendael tven Femandos Jezebel blev importeret fra Sverige af Nete Brønlund (kennel Tueholt), som var den første opdrætter af Belgiske Hyrdehunde (Groenendael). Det første kuld blev født i 1969. Herefter begyndte Irene Eriksen (kennel Taagehøj) med Groenendael opdræt, og nogle år senere Rosa og Kai Egesborg (kennel Millimys). I årene 1969 til 1979 blev det til 65 kuld Groenendael (384 hvalpe) på basis af 4 importerede tæver (to af dem var halv-søstre) og 5 importerede hanner. Tre af disse fem (Socrate de la Baraque des Planches, Yndo des Forces Monceux og Blacki van Amstelhof) var fædre til 49 kuld med 279 hvalpe. Det blev en meget snæver indavl (far x datter, mor x søn, bror x søster, osv.), og disse linier forsvandt efter nogle år. Groenendael opdrættet begyndte igen med nye importer og nye idéer.

Tervueren

De første Tervueren kom til Danmark i 1977, dvs. 9 år efter Groenendaelen. Samtlige importer havde Tarass de la Pouroffe eller hans far Quowboy du Long Spinoy som far eller bedstefar.

Tervueren hannen Quowboy du Long Spinoy, far til Tarass de la Pouroffe

 

De første to kuld blev født i 1978 hos Carsten Juul Nielsen (kennel Jerome), som var den første Tervueren opdrætter i Danmark. I modsætning til de danske Groenendael opdrættere, som blev i Danmark, rejste Carsten Juul til udlandet (Belgien og Frankrig) og parrede sine tæver med de bedste hanner dernede. Carsten kunne ikke et ord fransk, men han var medlem af den franske Belgier Klub og helt begejstret for det franske Belgier Blad pga. alle de fine billeder af Belgiske Hyrdehunde, som fandtes/findes i det. Han inspirerede mange begyndende opdrættere til at rejse "sydover"; at bruge udenlandske avlshanner; at importere franske/belgiske hvalpe som senere avlsdyr og til at blive medlem af den franske Belgier Klub.

Den første bustur til den franske specialudstilling i 1980 med deltagelse af 17 mennesker og 6 hunde åbnede danskernes øjne for udenlandske udstillinger. På samtlige senere franske specialudstillinger har der været dansk deltagelse med 1988 som topår, hvor 21 mennesker og 12 hunde fandt vejen til Frankrig.

Her kan jeg ikke undlade at nævne en person, som har været af stor betydning for det danske opdræt af Belgiske Hyrdehunde og som døde i 1990: Mme Renée Demillier, sekretær for den franske Belgier Klub, opdrætter af Tervueren (kennel Hauts des Biévre) og den mest "europa-venlige" person, jeg nogensinde har mødt og var ven med. Det var gennem hendes personlige indsats, at mange parringer blev aftalt, og at endnu flere franske Belgiere af samtlige fire varianter fandt vejen til Danmark.

Malinois

Det første Malinois kuld i Danmark blev født i 1982 med Xilly du Colombophile som mor. Over årene er Malinois blevet mere og mere udbredt. Med hensyn til angrebs/forsvars arbejde (IPO) importeres der mange Malinois fra brugshunde linier i Holland og Belgien.

Laekenois

Den første Laekenois, tæven Star de l'Orchidée Noire, kom til Danmark i 1983.
Det første Laekenois kuld i Danmark blev født i 1984. Som i resten af Europa er Laekenois bestanden i Danmark meget beskeden; én eller to opdrættere laver af og til et kuld hvalpe, og det ser ikke ud til, at Laekenois bliver mere udbredt med årene.